MATEMATIKNØRDER SAMLET PÅ FREDERIKSBERG
Den 22.-24. november 2024 holder Johannesskolen på Frederiksberg TalentCamp for 7. klasses elever i matematik. Eleverne kommer fra skoler rundt i hele landet og samles tre gange om året for at dyrke deres fælles passion om tal og logik. Kendetegnet for talenteleverne er, at de synes, at det er fedt at gå i skole – også i weekenden.
Johannesskolen på Frederiksberg arrangerer TalentCamp i samarbejde med foreningen TalentCampDK. En TalentCamp strækker sig over en weekend og er et tilbud om faglige udfordringer til de dygtigste elever i grundskolen. Deltagerne kommer fra flere end 60 forskellige skoler fordelt over hele landet.
Undervisningen foregår i skolernes almindelige klasselokaler, men det er ikke den samme undervisning, som eleverne møder til dagligt. Alle underviserne er studerende fra de danske universiteter.
Undervisningen bærer derfor præg af høj faglighed, og det skal der til, for at udfordre deltagerne og vække deres nysgerrighed. Der er lagt op til en spændende og læringsrig weekend, hvor venskaber og viden opbygges på tværs af landet.
Hvis du vil vide mere, så kan du finde TalentCampDK’s hjemmeside her, og har du lyst til at komme ud og besøge campen, så kontakt Anders Friis på af@talentcamp.dk eller 22 16 55 90.