Lissabontur 9.B


Tilbage

Sporvognene hvinede i de bakkede gader i Lissabon. Det var 30 grader varmt, og solen stod højt på himlen – et noget andet vejr end det, vi lettede fra kl. halv syv i morges. I lufthavnen var vi mødt op trætte efter knap 3 timers søvn, men spændte og oplagte på det, der nu skal blive vores første studietur udenlands. Det var søndag, og vi var på vej mod vores hotel Borges, et trestjernet hotel midt i centrum. I lobbyen var der heldigvis svalt og en god stemning, lige indtil det forlød, at vores værelser først var beboervenlige to timer senere. Derfor blev vi sendt af sted på ”opdagelse” i området Bairro Alto efter frokost og vand og en generel orientering i den ellers noget forvirrende by.

Da vi senere fik vores, heldigvis aircondition-afkølede værelser, var vi ret trætte. Vi fik udleveret 80 euro i madpenge for hele ugen, og snart skulle vi ud og tage hul på dem i form af aftensmad, som vi selv skulle finde. Kl. 22 skulle vi ”melde os” hos vores 2 lærere Louise Aagaard og Merete Beyer Holm. Kl. 23 skulle der være ro på værelserne, og det var der også efter dagens strabadser.

De næste tre fantastiske dage går med bl.a. besøg i den gamle domkirke i byområdet Alfama, et smut på en imponerende middelalderborg, på visit i et maritimt museum og en tur på Europas største akvarium. Og nå ja, så var der selvfølgelig også tid til shopping, cafeturer og en kold cola hist og her.

Allerede hjemmefra havde vi forberedt oplæg om forskellige seværdigheder i Lissabon, som hver og en af os skulle fremlægge for en gruppe af vores klassekammerater. Vi var alle enige om, at det var en god måde at lære om de forskelige ting på, uden at man behøvede at gennemgå hundredevis af støvede montre. Nogle holdt bl.a. oplæg om et monument for opdagelsesrejsende, som vi (i hvert fald dem, der ikke led af højdeskræk) efterfølgende var oppe i. Her ventede et fantastisk udsyn over den smukke by, og det klare vand fra floden Tagus nedenfor.

Dette har virkelig været en oplevelsesrig tur både kulturelt, personligt og socialt, og jeg tror ingen af os nogensinde vil glemme den tur. En perfekt balance mellem en del kulturelle seværdigheder og hyggelige oplevelser på egen hånd.

Vores sidste aften i Lissabon sluttede vi af med et velsmagende besøg på en af byens burgerrestauranter. Der blev grinet og denne middag var en skøn afrunding på en god tur. Torsdag morgen var vi mange som helst bare ville blive i denne fantastiske by, omringet af forrygende mennesker, men sådan skulle det desværre ikke være. Kl. 12 lettede Norwegian på vej hjem mod det kolde nord. Turen stoppede, hvor legen var bedst, og det, tror jeg, var en af faktorerne til, at vores opfattelse efterfølgende af turen var ubeskrivelig. Det var med sørgelige miner, vi måtte tage afsked med hinanden efter vores livs eventyr til det solrige Portugal.

For de fleste af os var denne studietur til Lissabon også en ”first-timer” på flere forskellige områder. For det første var vi mange, som er vant til at mor og far holder styr på penge, pas osv., for det andet skulle vi på egen hånd finde rundt i den store og rimelig kaotiske by, og for det tredje selv bestille bord på diverse restauranter. Vi skulle også være opmærksomme på lommetyve, drugdealers og mænd med sleske ansigtsudtryk. Alt i alt mærkværdige, men interessante erfaringer. Følelsen af at stå på egne ben, og have ansvar for sig selv og sine ting, tror jeg faktisk har givet os alle et skub i den rigtige retning ift. at blive selvstændige individer.

Jeg har kun en ting at sige til de kommende studierejsende, Glæd jer til en uforglemmelig oplevelse!

Clara Seehuusen Lladó, 9.b