Hillerødturen


Tilbage

Vi var en helt ny klasse, der ikke kendte hinanden. Hillerødturen skulle være en hjælp til at ryste os sammen, så vi lærte hinanden bedre at kende.

Turen derop gik godt og helt uden problemer. Alle kom med, og der var ikke nogen, der glemte deres ting.

Da vi var ankommet, og havde stillet vores ting, var der lige tid til at se stedet. Det er et naturskønt område med græssende får på den ene side af et hegn, en stor græsplæne hvor man kan spille fodbold og lave andre lege, en lille legeplads, et gyngestativ, grøn skov og mange huse hvor man skal sove.

Efter at have spist vores madpakker blev der holdt et fællesmøde, hvor lejrlederen fortalte reglerne. Bagefter blev vi delt ind i hytterne, og så skulle vi ellers i gang med at rede senge. Da alt var i orden, og vi var kommet godt til rette skulle vi i gang med opgaverne. Det var en masse samarbejdsøvelser og sidst på dagen, skulle vi fortælle om os selv. Vi sad i en rundkreds og viste den ting frem, der repræsenterede os. Det var meget hyggeligt, og der var en dejlig stemning.

Vi fik at vide, hvornår der var aftensmad, og indtil da måtte vi lave, hvad vi ville. Da det blev tid, gik vi alle over i spisesalen og satte os. Aftensmaden var god, og stedet var meget pænt.

Efter aftensmaden lavede vi nogle lege over på den store græsplæne. Det var navnelege og koncentrationsøvelser, hvilket jeg syntes var meget sjovt.

Klokken ti skulle dørene være lukkede, og lyset slukket på gangene. Så måtte man ikke besøge hinanden mere.

Klokken otte næste morgen var der morgenmad, og så var det ellers bare i gang med det nye program. Vi fik lov til at lave, hvad vi ville om formiddagen, og de fleste af os brugte tiden på at sejle i de små robåde, som lå ved søen. Senere skulle vi i gang med samarbejdsøvelserne, som gik rigtig godt.

Efter en kort pause gik vi i gang med et stjerneløb, hvor vi skulle være sammen med den nye parallelklasse. Det var vildt sjovt og rigtig fedt også at være sammen med den anden klasse. Senere på aftenen lavede vi snobrød og skumfiduser.

Da det blev mørkt, satte vi os på det store legestativ og talte – både vores klasse og parallelklassen.

Det var meget hyggeligt og sjovt at snakke med dem.

Den anden skole, der var der, spurgte om vi ville spille fodboldkamp mod dem. Selvom det ikke var alle, der spillede, var det vildt sjovt at se fodbolddrengene vinde over de andre. Vi var som et hold – de nye 7. klasser mod den anden skole. Det var rart at få en følelse af, at man var en del af noget.

Da vi skulle hjem, var vi alle ret triste, men det var et par vildt fede dage med nogle virkelig gode minder og rigtig søde lærere. Jeg håber virkelig, at alle de nye 7. klasser kommer på en lige så god tur, som den vi har haft.

 

Nanna 7.c