Fra Johannesskolen til Zambia


Tilbage

Efter skolens spændende besøg af Karen Mukupa, som fortalte indskolings- og mellemtrinseleverne om et barneliv i Zambia, overhørte jeg to elever tale om foredraget…

”Hvor kunne det være fedt at gå i klasse med så mange andre børn – prøv og forestil dig hvor mange flere venner man så ville have.”

Vennen kunne kun være enig, men tilføjede dog også; ” Jooo, men tænk også lige på, hvor meget larm 90 elever i én klasse må lave – jeg ville jo slet ikke kunne høre noget.”

Efter foredraget blev indtrykkene vendt i klasserne. Her satte eleverne ord på, hvor anderledes de zambianske børns hverdag er. De var især meget optaget af, hvor langt nogle zambianske skolebørn skal gå for at komme i skole. Det gjorde også indtryk, hvor mange pligter børnene i Zambia har. Nogle skulle hver dag gå mange kilometer for at hente drikkevand til familien.

Det var en spændende dag for eleverne, som virkelig satte deres eget liv i perspektiv. Skolen summede flere dage efter af den sjove sang med de skægge ord.