9. c i Barcelona!


Tilbage

Søndag d. 21. august kl. 04.15 i Kastrup lufthavn mødtes hele 9.c. Vi skulle på vores første studietur til Barcelona, og man kunne se spændingen i vores øjne – og søvnen og trætheden.

Vi fløj kl. 06.30, og flyveturen gik fint. Der blev taget en masse billeder af sovende 9.klasser med åben mund.

Vi tjekkede ind på hotellet, da vi ankom, som nok ikke var det bedste hotel i Barcelona. Der manglede aircondition på nogle af værelserne, og morgenmaden var heller ikke helt i topklasse. Men jeg tror, vi alle kunne blive enige om, at det dårligste ved hotellet var den sure, gamle mand i receptionen. Vi mistænkte ham for at have set sig sur på danskere, og han truede med at ringe efter politiet et par gange. Men det værste var, når man havde glemt sit nøglekort inde på sit værelse og var kommet til at lukke sig selv ude. Så blev man nødt til at gå ned til ham og bede ham om at komme og låse op. Og i den lille elevator blev der ret trængt – og efter tredje gang var han ikke så glad mere.

Men vi var næsten kun på hotellet om aftenen, for om dagen var vi ude at gå – med tryk på gå.

Mange af os var enige om, at vi aldrig havde gået så meget på en ferie i hele vores liv!

Men vi var også enige om, at det var en de bedste rejser i vores liv.

Vi så en masse ting: vi så Gaudi parken, den lange bænk og mange af hans værker – bl.a. La Sagrada Familia, som nok er en de smukkeste kirker i verden. Vi var på en tre-timers lang cykeltur rundt i byen. Vi så – og badede i – det olympiske stadion. Vi var inde og se en venskabskamp mellem FC Barcelona og Napoli i Camp Nou.

Og vi var på stranden. Det var nok noget af det bedste. Vandet var fantastisk i varmen, og sandet var lækkert at ligge på og blive brun. Hvilket vi også blev! Hvis det stod til os, havde vi nok været på stranden hver dag.

Så alt i alt var det en super tur. 9.c i Barcelona!

Af Salma Alakhir, 9.c