JohanNYT

Netop Nu - Marts 2008

Antiski – film, sammenhold og hygge.
Louisiana i Humlebæk er altid et besøg værd
Spleen United
MGP ’08 – en STOR succes!
Kantinen på Johannesskolen
Skolehåndboldturnering for 5. klasse.
Skituren 08 med JS
Om brug af bærbare og andet IT-udstyr ved skriftlige eksamener og årsprøver.

Antiski – film, sammenhold og hygge.

Så blev det uge 5, og dermed ugen for 9. - 10. og 1.g’s årlige skitur. Os, der valgte skiene fra, kastede sig i stedet for ud i produktionen af kampagnefilm!

Vi satte os ned i grupper, og vi fik bakset en historie på benene. Hurtigt fandt vi ud af, at det ikke er let at kreere ideen bag en kampagnefilm, men grupperne endte dog alle med en original og sjov ide til netop deres kampagnefilm.
Det kræver tænkning, budskaber og ikke mindst mulighed for at filme. Det tager tid og nøjagtighed at skyde den helt rigtige scene, og en lille rysten med kameraet kan hurtigt ødelægge det hele.

Den største udfordring bestod dog i at klippe det hele sammen! Der var blod, sved og tårer, da harddiskene ikke ville registreres på computerne, vi troede filmene var slettede eller de enkelte klip bare ikke ville passe sammen. Trods mange strabadser, men dog også sjov og hygge, fik vi ved fælles hjælp klippet vores kampagnefilm.

Fredag eftermiddag blev der dækket op til biograf i studie 12, og med popcorn, sodavand og masser af slik var der dømt hygge og kampagnefilm. En for en så vi filmene og gav kritik, og undervejs var der masser af latter og tilråb til de forskellige film. Der er ingen tvivl om, at vi i denne uge lærte en masse om kampagnefilmenes virkemidler, og at det ikke er så let at producere selv, som mange tror.

Der var hårdt arbejde, men en ting er sikkert, der var en fantastisk stemning og ingen fortrød, at de blev hjemme fra skituren.

 Pernille Kjær 9.c


Louisiana i Humlebæk er altid et besøg værd

Det var i forbindelse med ”anti-skituren”, at vi var syv tøser, som tog af sted til Louisiana i Humlebæk.  En havde foreslået, at vi tog på museum for ar kigge på moderne kunst, og skolen gav grønt lys. Vi havde Anne Christensen med som lærer. Vi tog kystbanen til Humlebæk. En rigtig smuk tur med udsigt over vandet til den ene side og med et kig på de overdådige huse til den anden. Begge dele en god appetitvækker til besøget.

Vi gik rundt og så på de forskellige værker i et par timer. Louisiana havde desværre ingen sær- udstilling den dag, kun den permanente samling af malerier, skulpturer m.m. Men der var alligevel meget at se på. Vi endte i museets cafe, hvor vi med udsigt over til Sverige nød en kop kakao samt dagens kage. Det var virkelig en hyggelig tur. Selvom vi ikke fik set den nye udstilling, var det turen værd. Vi lærte også vores lærer, Anne, at kende på en helt ny og mere personlig måde, og ikke mindst lærte vi hinanden bedre at kende.

Selvom man ikke er den store kunst entusiast, kan man alligevel få meget ud af en tur til Louisiana. Det område museet ligger i er ikke mindre end fantastisk. Det eneste, der ikke var helt tilfredsstillende ved turen, var det lidt grålige vejr, men så er det jo godt, at Louisiana også har sommeråbent, så man kan nyde en hjemmelavet madpakke på deres fine udendørs plæner.    

Katrine Rodian, 1.z


Spleen United

Det velkendte MTV-band Spleen United, som musikmæssigt minder lidt om Mew, var på besøg på Johannesskolen i januar måned. Forventningerne spredte sig langsomt to uger før bandet skulle komme, da der blev sat plakater op rundt omkring på skolen.

Koncerten skulle finde sted i forbindelse med en gymnasiefest, da bandet selvfølgelig ikke skulle spille hele aftenen. Scenen, lyd og lys blev sat op med hjælp fra en håndfuld frivillige elever, som ofrede meget fritid på koncerten, men som til gengæld også fik nogle super flotte t-shirts fra bandet påtrykt ”Spleen United Local Crew”.

Som koncertens begyndelse nærmede sig, blev stemningen mere hektisk, og alle var spændte. Så blev der råbt fra festudvalgsformanden, at det var tid til koncerten. Vi bevægede os ned ad trapperne, hvor vi mødte en røgsky, der blændede os så meget, at folk gik ind i hinanden. Salen blev hurtigt fyldt med mennesker, og musikkens gode stemninger spredte sig hurtigt.

Da bandet var færdigt, blev de klappet op til et ekstra nummer. Da vi efter det gik op i kantinen igen, var det tydeligt at se på mængden af glade elever, at koncerten havde været en stor succes, og at det som sædvanlig var en vellykket festaften på Johannesskolens Gymnasium.

Jannik Hermansen 3.z

Se billederne fra koncerten her


MGP ’08 – en STOR succes!

Igen i år blev der afholdt Melodi Grand Prix på Johannesskolen, og succesen var faktisk endnu større end sidste år. 6 bands stillede til start og leverede alt fra dybfølte ballader, flotte danseshows og en spansk duet til nyfortolkninger af ”Ramt i natten” og ”Everybody”.

Efter mere eller mindre saglig respons fra de tre dommere samt en nervepirrende afstemning kunne de tre drenge fra 10. klasse, der dansede sig igennem ”PiaK-mix”, lade sig hylde som vindere. Aftenen bød desuden på et utroligt velspillende gæsteband, der rigtig kunne boltre sig i den flotte scenografi. Et rekordstort og særdeles oplagt publikum fik i den grad noget for pengene, og jeg er overbevist om, at langt de fleste havde en rigtig god aften!

Morten, 3.gy

se billederne fra MGP2008 her


Kantinen på Johannesskolen

Kantinen på Johannesskolen tilbyder meget sund og ernæringsrig mad, som tilmed smager rigtig godt. Men selv om kantinen har et varieret sortiment, kunne der godt komme lidt flere valgmuligheder.

I 10 – frikvarteret kan man købe forskellige boller, frugt og nødder. Det smager alt sammen godt, men hvis man eventuelt også tilbød boller med pålæg, ville de nok mætte lidt mere

I spisefrikvarteret kan man vælge f.eks. mellem dagens ret og en bolle med tun, salami eller anden form for kød. Her synes jeg man kunne udvide sortimentet ved at tilbyde en pasta eller ris – ret som en ekstra mulighed.

Priserne er overordnet set helt i orden, men efter at dagens ret er blevet sat op til 22 kr., er det blevet en lidt bekostelig affære, hvis man spiser i kantinen hver dag.

Som anmelder skal man altid komme nogle forslag, og det har jeg også gjort. Men det ændrer ikke ved, at jeg synes, at vi alt i alt har en god kantine.

Daniel Pedersen, 2.z


Skolehåndboldturnering for 5. klasse.

Den 7. februar var skolens 5. klasser til håndholdtunering, hvor de spillede mod andre 5. klasser på Frederiksberg. Det gik specielt godt for det ene hold, der kæmpede og gik hele vejen.

Det var rigtig hårdt at komme til semifinalen, fordi vi spillede mod mange gode hold. I semifinalen spillede vi mod nogle fra parallelklassen, det var hårdt, fordi de også var rigtig gode, men vi vandt og gik lettede til finalen.

Vi var alle rigtig glade og håbede selvfølgelig, at vi ville vinde, så vi lagde en god taktik. Finalen gik i gang, og vi vidste, det ville blive en svær kamp. Nu stod det 2-2, og der var kun ca. 5 sek. tilbage af kampen. Frederik fra vores hold fik fat i bolden og driblede ned til ca. midten af banen, hvor han tyrede bolden lige ind i målet, og så stoppede kampen :-D Vi jublede alle af glæde, vi havde ikke troet, at vi ville have vundet alle de kampe.

Vi stillede op i en lang række og fik guldmedaljer om halsen. Olivia fra holdet gik op og tog imod pokalen.

Det var vildt fedt at vinde, og det er sikkert, at alle gerne ville gøre det igen.

Skrevet af  Olivia, Maya og resten af Vinderholdet.


Skituren 08 med JS

En rigtig god skitur startede om eftermiddagen lørdag den 25. januar foran Johannesskolen, dog med en del kaos pga. af busser, forældre og alt for meget bagage. Ca. 3 timer senere sad vi alle i de 4 busser på vej mod Hemsedal i Norge. Den lange bustur (16 timer) blev sat i gang med sang, video, slik og snak. Selvom 16 timer er lang tid, gik turen hurtigt, da man hyggede sig og havde det ekstremt sjovt med dem fra ens klasse, fra 9. og fra 1. g.

Vi ankom til Hemsedal, glade men ikke helt så udhvilede, som vi kunne have været. En del kaos opstod - vi skulle nemlig alle sammen have ski og støvler, og så ellers bare derud af på bakkerne.. (Lidt hårdt efter 16 timer i bus) Men vi kom af sted, og vi blev straks glade igen! Efter et par timer på ski var det tid til at finde hytterne. Da det var gjort, var der hurtigt hygge i alle hytterne og allerede godt gang i den med høj musik og lækker mad.

Denne uge med JS var den fedeste uge efter vores mening. Det var rigtig fedt at lære både dem fra 9. og dem fra gymnasiet bedre at kende. Det kan man også mærke efter, vi er kommet hjem. Det har været rigtig godt for det sociale liv på skolen. Selve turen var også rigtig god, fordi der ikke var nogen særlige regler med, hvad vi måtte og ikke måtte. Lærerne gav os rigtig meget frirum på hele turen. Det var fedt at kunne få lov til at bestemme selv, nyde ugen i fulde drag med alle de andre og stå på ski hver dag i det gode vejr. Denne skitur med JS må aldrig fratages eleverne. Den kan KUN anbefales og det tror vi, alle os der var med, er enige om.

Skrevet af Eva Julie & Signe Maria, 10 klasse.


Om brug af bærbare og andet IT-udstyr ved skriftlige eksamener og årsprøver.

Bærbare benyttes som et naturligt værktøj ved skriftlig eksamen og ved terminsprøver. Det giver en lang række fordele, men også behov for nogle få, men enkle regler for at den tekniske og praktiske side af benyttelsen kan fungere.

Den enkelte elev er selv ansvarlig for opstillingen af sit it-udstyr. Udstyret kan opstilles fra 45 minutter før prøvens begyndelse og skal være tilendebragt 10 minutter før.

Til opstilling skal hver elev medbringe en stikdåse samt ca. 15 m. forlængerledning.

Eleverne må ikke anvende netværk af nogen art under skriftlige eksamener, termins- og årsprøver. Det betyder, at såfremt computeren er forsynet med trådløst netværkskort og/eller infrarød udgang skal disse funktioner være slukket eller de-aktiveret.

Eleverne skal derfor være klar over, hvordan netværket slås fra, hvis de f.eks. låner en forældres computer til prøvedagen.

Til udprintning af eksamensopgaven stiller skolen printere til disposition, og der kan lånes en USB-nøgle til at ”fragte” opgaven til printeren.

Men ansvaret for udprintning er stadig elevens eget. Når mange elever skal udprinte, kan der opstå kø. Den enkelte elev skal tage højde derfor, da opgaven skal afleveres til en af vagterne ved tidspunktet for prøvens ophør.

Det kan derfor være en fordel at medbringe egen printer.

Den enkelte elev er selv ansvarlig for løbende at foretage en backup. Hvis data går tabt i løbet af eksamen, eller hvis maskinen pludselig går ned, få man ikke ekstra tid eller mulighed for en ny prøve. Eleven må i givet fald fuldføre ved hjælp af blyant/kuglepen.

 IT udstyr må først fjernes fra lokalet, når prøven er afsluttet og alle elever har afleveret.

 Skolen er ikke erstatningspligtig for IT-udstyr, der efterlades i prøvelokalet til næste dag.  


 

 

Det har vi også lært
 

1.b har hørt om, sunget om og arbejdet med trolde. Her er, hvad de selv synes, de lærte…
 
    · at trolde kan lide mos
    · at trolde bor i bjerge og huler
    · at trolde ikke kan lide solskin
    · at trolde hader flotte ting, men elsker guld
    · at trolde er stinkende rige
    · at trolde ikke går i prinsessetøj
    · at trolde hader mennesker
    · … faktisk ikke noget - for trolde findes jo ikke J
 

 

Design: Imagine-CPH • Code: Gråfisk Design